Som de fleste andre historieinteresserede har jeg altid været fascineret af Besættelsen, de fem år fra den tyske værnemagt besatte Danmark 9. april 1940 og til befrielsen 5. maj 1945. I skolen lærte jeg, at den danske befolkning stod sammen mod tyskerne, og at modstandsfolkene var helte. Stikkere, nazister, Østfrontfrivillige og andre danskere, der gik tyskernes ærinde, var derimod kriminelle eller uintelligente stakler, der gudskelov kun udgjorde et mindretal af befolkningen.
Jeg har altid syntes, at det er noget galt, når man begynder at tale om helte og skurke. Sådan er virkeligheden ikke. Almindelige mennesker er ikke enten helt gode eller helt onde. Alle handler ud fra mange forskellige motiver, og midt i en krisetid kan det være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Det er også udgangspunktet for megen moderne historieskrivning om Besættelsestiden, og det har været en stor inspiration for mig. Her kan man læse, at de danske soldater i tysk tjeneste på Østfronten var helt almindelige unge, hvor nogle var forblændet af propaganda, nogle overbeviste nazister og nogle bare gerne ville bekæmpe diktaturet i Sovjetunionen. Eller at der var lige så mange, der samarbejdede med tyskerne, som der kæmpede imod dem, og at modstandsbevægelsen både kunne fremvise modige bedrifter og uansvarlige drengestreger.
I Besættelse ville jeg gerne fortælle en af de historier. Om en dreng, der vokser op i en nazistisk familie og ser op til sin storebror, der er soldat i tysk tjeneste og ser godt ud i sin uniform. Faren er overbevist nazist, men han er ikke nogen ond mand. Han har intet imod jøder, men tror at nazismen kan hjælpe arbejdsløse og fattige. Man kan måske kalde faren naiv, men ikke mere end de drenge i provinsbyen, der leger modstandsfolk, selv om de heller ikke ved, hvad det virkelig drejer sig om. Bogen er fuld af autentiske detaljer, og de mange breve fra storebroren er alle tæt på virkelighedens breve og dagbøger fra danske Østfrontfrivillige.
Hvis man har lyst til at læse mere om disse emner, så kan man gå videre med nogle af de bøger, der også har inspireret mig til at skrive. I Peter Øvig Knudsens Efter drabet (2001) kan man læse om de mere dystre sider af modstandsbevægelsen. Claus Brylds Hvilken befrielse (1995) handler om, hvordan det er at vokse op i en nazistisk familie, og hvordan det var i årene efter befrielsen. I Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smiths Under hagekors og Dannebrog (1998) kan man læse om de danskere, der valgte at kæmpe på Østfronten. I Anne Wolden-Ræthinges Om lidt er de borte (2005) er der interviews med nogle af de førende modstandsfolk. Endelig kan jeg anbefale Bjarne Reuters roman Drengene fra Sankt Petri (1991) som en rigtig god og lidt mere traditionel skildring af raske danske drenge i kamp mod tyskerne.
I bogen Børnelitteratur i tiden (2006) kan man læse en artikel af Anna Karlskov Skyggebjerg om min og andre nye børnebøger om 2. Verdenskrig.