Jespers kinder blev varme og røde, da han trådte ind i biblioteket. Det var isnende koldt uden for. Han gik lidt rundt, før han fandt avislæsesalen og gik derind og satte sig. Der sad allerede en tre-fire mænd i slidt tøj. Et par af dem læste i avisen, en enkelt sad og sov med en bog hvilende på brystet. Det var sikkert arbejdsløse, der brugte biblioteket som varmestue.
En ung kvindelig bibliotekar kiggede mistænksomt på Jesper. Men hun sagde ikke noget, så han fiskede de sidste breve fra Ole frem og begyndte at læse.
“Nu er det for alvor blevet vinter. Det er virkelig den ubønhørlige russiske vinterkulde med snestorm og frost. Forfrysningerne kommer snigende ind på os alle, hvis vi ikke passer på. På grund af kulden nægter vore våben at fungere, når der er allermest brug for dem. Bilernes motorer fryser til som store, ubrugelige isblokke. Det er næsten umuligt at grave sig ned, når vi skal beskytte os mod granater og maskingeværsalver. Jorden er dybfrossen og hård som beton. Desuden hvirvler sneen ind overalt og sløver alle ens bevægelser.
Hver anden dag er vi ude i stillingerne og holde vagt, og hver anden dag sover vi. Nerverne bliver sat på en hård prøve, når man sådan en nat står derude og skuer ud i ingenmandsland. Det fryser altid en 20-30 grader om natten. Og vi ved, at de russiske forpatruljer lister rundt omkring vores stillinger om natten. De rekognoscerer området og regner ud, hvordan de bedst kan slå til. Man kan ikke se dem i mørket, og i kulden klarer de sig meget bedre end os. Forleden nat lykkedes det os hen ad morgenstunden at fange en enkelt af dem. Resten løb deres vej uden at løsne et skud.
I går blev vi så sendt afsted mod et nyt frontafsnit. Undervejs kom vi forbi en russisk by. Det var et rigtigt lille beskidt hul. Alle jordvejene var opkørte og det var de rene elendige bræddehytter. Det eneste, der lignede en rigtig bygning, var kirken. Den var af træ og med sådan nogle løgkupler, ligesom Alexander Newsky-kirken hjemme i København. Nogle af de lokale prøvede at bilde os ind, at kuplerne på den afrakkede kirke engang havde været forgyldte. Det troede vi selvfølgelig ikke på. I hvert fald ikke før vi kom ind i kirken. Den var aldeles hærget, og der var mærker efter bajonetter og knive, der var blevet brugt til at brække guld og sølv løs fra alteret og madonnabillederne. Kirken var blevet plyndret! Om det var russere eller tyskere, er ikke til at sige. Men når alt af værdi inde i kirken var blevet fjernet, er der ikke nogen grund til at tro, at det ikke også kunne være tilfældet med løgkuplerne.
Bagefter gik vi rundt i byens opkørte gader, blandt de sønderbombede huse. På hvert andet gadehjørne stod de tyske feltkøkkener med lange køer af soldater. Alle med en smøg i munden, mens de raslede med deres kogekar, krus og spisebestik og ventede på en eller anden omgang tynd og udkogt suppe, der formodentlig aldrig har været i nærheden af hverken kød eller grønsager. Der lå en tung og kvælende hørm af gammelt pis, sure tæer, mados og råddenskab, våde uniformer, kolort og benzin over det hele.
Krigen får virkelig det værste frem i menneskene. De bliver primitive som dyr. Har jeg ikke lært andet herovre, så ved jeg i al fald, at der intet heroisk eller heltemodigt er over krig.
*
Så er vi tilbage ved fronten igen efter den lange orlov hjemme i Danmark. Gad vide hvor længe endnu vi skal være herude, hvor længe endnu den forbandede krig trækker ud?
Vi havde alle sammen glædet os som små børn til den orlov. Og hvor var det dog én stor fejltagelse. Misforstå mig ikke, jeg var lykkelig for at komme hjem og besøge dig og Jesper. Det havde jeg gået og set frem til, i jeg ved ikke hvor lang tid. Men resten var den rene ulyksaglighed. Jeg ville ikke fortælle dig om det, da jeg var hjemme. Jeg ville ikke ødelægge den korte stund, vi havde sammen. Men nu kan jeg godt fortælle det hele. Vi havde jo glædet os til at hele kompagniet, hele Frikorps Danmark, skulle hjem på samlet orlov i København. Vi regnede med, at der ville være fest og modtagelse overalt. Vi var sikre på, at vores indtog i København ville blive et triumftog. Vi gik jo ud fra, at når Waffen-SS havde arrangeret sådan en fælles orlov, så måtte det være fordi stemningen derhjemme i Danmark var vendt og folk var lige så glade og stolte over os, som du og Jesper og de andre i partiet hele tiden har været.
Men allerede på togturen gik det galt. Da vores særtog standsede i Ringsted gik en masse mænd ud på perronen for at strække benene. De var selvfølgelig kåde og glade over endelig at være hjemme igen, så togpersonalet havde et hyr med at få dem ombord på toget igen. Lokomotivføreren fik derfor besked på at køre et par meter, så folkene skulle tro, at toget var ved at afgå. Men nogle af dem opfattede det som en provokation, og en af dem rev sin pistol frem og skød lige for fødderne af lokomotivføreren. Det blev desværre ikke ligefrem den første skudepisode. Måske er det svært at lægge fra sig, når man kommer lige fra fronten, hvor menneskeliv betyder så lidt?
Da vi ankom til Godsbanegården, blev vi modtaget af lederne af partiet, der holdt en varm tale og bød os velkommen som helte. Men vi kunne jo godt se, at det kun var folk fra partiet, der holdt tale. Senere om aftenen var der det store hyldestmøde ude i KB-hallen, hvor alle 850 var tilstede. Under marchen derhen stod der undervejs danske nazister og hilste med den strakte højrearm og gav blomster. Men der var også nogle der råbte skældsord, og de tyske værnemagtsoldater forsøgte at holde tilskuerne tilbage. Uden for KB-hallen var der samlet en kæmpestor menneskemængde, der demonstrerede imod alle os frivillige. Nogle af kammeraterne kom op at toppes med dem, og snart var der slåskamp. Politiet ankom, og det hele udartede sig til store gadekampe mellem os og en masse civile. Der blev igen affyret pistolskud.
Det fortsatte i de følgende dage. Der var mange episoder rundt omkring i landet. Der var gadekampe og vold mod civile. Slåskampe på værtshuse og flere skudepisoder. Et enkelt sted endte det med et drab, da en Unterscharführer kom i skænderi på en restaurant. Han trak sin pistol og skød fire mennesker. Tre gæster blev sårede, og tjeneren blev dræbt. Der var mange provokationer. Måske vi også var lette at provokere.
De fleste af os valgte at bære uniform under orloven for at demonstrere, at vi ikke skammede os over det, vi stod for. Du så selv, at jeg holdt op med det. Det var fordi, jeg en dag kørte med sporvognen fra Kongens Nytorv. Jeg overhørte en dame sige til en medpassager:
- Der står et af de der østfrontsvin.
Jeg reagerede ikke. Den anden tyssede på hende:
- Shh, det kan være, han forstår dansk.
De troede åbenbart, jeg var tysker, og jeg sagde intet. Men fra den dag og resten af orloven bar jeg ikke længere min uniform.
Det var bestemt ikke sjovt at vende tilbage til fronten, kan jeg sige dig. Helst ville jeg være blevet hjemme, hvis jeg kunne. Eller desertere herovre. Men man har ikke en chance. Straffen for faneflugt er døden. Ved den mindste mistanke er det et nakkeskud, og ingen rettergang. Så hellere blive og håbe på det bedste. Men jeg har for længst mistet enhver tro på det retfærdige i denne her krig. Eller i nogen som helst krig for den sags skyld. Det er ikke andet end død og brutalitet.
Men lov mig, hvis jeg ikke vender hjem til jer, at du ikke fortæller noget om det til Jesper, og at du ikke viser ham disse breve. Jeg ved, hvor stolt han er over at have en storebror i uniform, der kæmper den stolte kamp. Tag ikke det fra ham. Brænd alle brevene.”
Jesper lagde det sidste brev fra sig. Han havde en klump i halsen. Som om han skulle græde. Han vidste hverken ud eller ind. I det samme lød en stemme:
- Sig mig, burde du ikke være i skole på denne tid?
Jesper så op. Det var læsesalens bibliotekar, der havde stillet sig op foran ham. Han havde godt lagt mærke til, at hun var blevet ved med at sende skæve sideblikke til ham, mens han sad og læste.
- Hvad kommer det egentlig dig ved?
Bibliotekaren så helt forskrækket ud over hans svar. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig til fornærmelse. Men inden hun nåede at smide ham ud, havde han selv rejst sig og forlod læsesalen.
Jesper var blevet fortumlet over at læse brevene. Fordi de viste ham, at både faren og storebroren havde hemmeligheder for ham. Faktisk havde de begge løjet for ham. Men også fordi de viste, at de begge to havde givet op. De havde engang troet på noget, og nu troede de ikke længere. Og samtidig var brevene fulde af grusomheder og død. Selvfølgelig vidste Jesper, at sådan var krig. Det kunne man jo tænke sig til. Men det var aldrig sådan – fuld af lig og desperation – det var blevet præsenteret for ham hverken af faren eller Ole eller i avisen. Men i brevene stod det sort på hvidt, at storebroren var omgivet af meningsløs vold og død. Han befandt sig midt i det. Og var en del af det. Det var ikke så mærkeligt, at han havde mistet troen. Heller ikke faren for den sags skyld. Men det behøvede vel ikke betyde, at man opgav alting. Eller at man sagde ting, der ikke passede.
Jesper kunne ikke holde det ud. Han havde det, som om han pludselig ikke længere vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Det kunne vel ikke være løgn, det der stod i Oles hemmelige breve. Men hvis det var sandt, betød det så, at faren i virkeligheden løj? Eller at det slet ikke var propaganda og usandheder, der stod i de illegale blade? Eller var det hele bare løgn og bedrag?
Jesper rystede på hovedet. Der måtte ske et eller andet. Der måtte handling til. Det kunne ikke passe, at han også skulle give op og blive passiv.
En plan havde stille og roligt formet sig selv, mens Jesper sad og læste.
Cyklen skramlede, da Jesper stillede den op ad muren ved Nikolaj-kirken. Lige rundt om hjørnet oppe på Torvet lå Kaffesalonen. Jesper kiggede hurtigt ind ad den store glasrude, da han gik forbi. Han kunne ikke umiddelbart se nogen tyske soldater derinde. Men de skulle nok komme. Han havde jo set, at det var her, de plejede at komme. Byens fineste konditori og kaffebar, hvor man kunne sidde og blive set af alle dem, der skulle ud og handle.
Jesper kunne mærke sit hjerte banke højt af bare nervøsitet ved tanken, om hvad han skulle gøre om lidt. Bare han havde nerver til det!
Han satte sig på en af bænkene på Torvet. Der var ikke lige så koldt som i morges, men alligevel skuttede han sig. Gudskelov kom han ikke til at vente særlig længe. Nede fra Gågaden kom en soldat i grøn uniform gående med en pige under armen. Det var endda en officer. De smilede og grinede begge to. Måske var de nyforelskede. Jesper fulgte dem med øjnene, mens de gik over Torvet. Ganske som beregnet var de på vej over mod Kaffesalonen. Og da officeren belevent åbnede døren for sin dame, kunne Jesper se, at der var gevinst. Der i det skinnede sorte bælte bar han sin tjenestepistol. Formodentlig en Mauser.
Det var den, Jesper ville have fingre i.
Et kvarters tid senere skød Jesper hjertet op i livet og åbnede døren til Kaffesalonen. Man skulle først gå igennem bagerbutikken for at komme ned til selve kafeen. Lige ved indgangen var garderoben. Jesper håbede, det ikke ville kunne høres på hans stemme, hvor rystende nervøs han egentlig var. Han gik direkte ned mod kafeen. Og ganske som forventet blev han standset af den unge pige, der stod og passede garderoben.
- Stands, råbte hun skarpt. – Hvad har du egentlig tænkt dig?
Jesper sendte hende sit mest uskyldige blik.
- Jeg skal bare aflevere en besked til overlærer Trane, sagde han.
- Aflever den til mig, sagde pigen. – Så skal jeg nok overbringe den.
Hun gik om på den anden side af garderoben.
- Vi kan jo ikke have alle mulige bydrenge rendende herinde.
Hun tog imod det sammenfoldede stykke papir, Jesper rakte hende.
- Og du venter her, tilføjede hun, da hun gik ind i kafeen.
- Selvfølgelig, sagde Jesper og nikkede.
Han havde tænkt sig at være forsvundet, længe inden hun opdagede, at der hverken var en kafegæst ved navn Trane, eller nogen besked på det tomme ark papir, han havde rakt hende. Papiret og løgnehistorien havde han forberedt, mens han sad på Torvet. Hvorfor det lige blev lærerens navn, han sagde, vidste han ikke rigtig. Måske fordi den halvskaldede lærer var den sidste, han kunne forestille sig sådan et sted.
Så snart pigen var uden for synsvidde, sneg Jesper sig om bag garderobedisken. Han havde forlængst observeret, hvor den tyske officers pistolbælte hang. Det var ingen sag for Jesper hurtigt at snuppe pistolen ud af hylsteret og lade den glide ned i bukselinningen. Den var betydeligt tungere end forventet, og det bulede faretruende ud. Stålet var isnende koldt mod hans maveskind.
Et kort sekund overvejede han, om han også skulle tage kasketten med den blanke skygge, der lå på hattehylden ovenover. Men han lod være. Det var noget pjat, og kasketten ville være umulig at skjule. Det var hasarderet nok i forvejen. Desuden var det pistolen, han havde brug for. Han var heller ikke sikker på, at hans nerver kunne klare mere. Han havde aldrig følt sig så nervøs som lige nu. Tænk hvis han blev taget på fersk gerning!
Hurtigt smuttede Jesper ud af garderoben igen. Han småløb over mod udgangen.
- Vent! lød det i det samme.
Forskrækket standsede Jesper op. Garderobepigen var kommet tilbage. Han kiggede hen mod døren. Måske han kunne nå derhen, inden hun fik fat i ham, hvis han løb.
- Der er ingen overlærer Trane inde i salonen, fortsatte pigen. – Hvad er meningen, din lømmel?
Jesper stod mundlam.
- Jeg er her!
Overrasket vendte Jesper sig om. Den stemme! Han havde slet ikke hørt døren gå op. Og det var ganske rigtigt overlærer Trane, der netop var trådt ind ad døren. Jesper holdt krampagtigt sin skoletaske op foran sig og pressede den ind mod maven. Forhåbentlig kunne pistolen ikke ses, og forhåbentlig ville den ikke begynde at glide ud af bukserne.
- Var der en besked til mig? sagde læreren.
Garderobepigen kom hen og afleverede det sammenfoldede papir. Så gik hun tilbage til sin garderobe. Overlærer Trane foldede papiret ud. Han rynkede panden, mens han kiggede på det. Så foldede han papiret sammen i tavshed og kom det i lommen. Han fandt en mønt frem og gav den til Jesper, som var han en almindelig buddreng.
- Tak, sagde han og nikkede alvorligt, hvorefter han fortsatte ind mod kafeen.
Med et lettelsens suk kom Jesper endelig ud. Han havde været ved at tisse i bukserne af skræk, da læreren viste sig. Men hvorfor havde han hjulpet Jesper ud af kniben? Og havde læreren nået at se, hvad der var sket, inden han trådte ind? Det var temmelig mærkeligt.
Jesper skyndte sig om hjørnet og hentede sin cykel. Stadig med bankende hjerte fik Jesper smuglet pistolen over i skoletasken. Skyndsomt trak han hen over kirkepladsen, så han kunne undgå, at nogen inde fra Kaffesalonen så, at han kørte væk.
Nu havde han foreløbig skaffet pistolen. Næste skridt i planen måtte han vente med til i morgen. Men fra nu af ville han ikke tøve. Han ville også handle og ikke bare se på.
Mens han cyklede hjemad, kom han i tanke om, at det var for sent til at faren kunne få cyklen, inden han skulle på arbejde. Det var der ikke noget at gøre ved. Han gik alligevel så tit over til værftet. Så kunne han jo bare have ladet være med at skjule de breve for Jesper!
© Benni Bødker 2005