Klunketiden er den lidt mærkelige betegnelse for perioden sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Den hedder sådan, fordi tidens mode var, at alting skulle være overpyntet med nipsgenstande og dekorationer, og kvaster af stof på gardiner og sofaer blev kaldt klunker.
Det er blevet sagt, at man dækkede alting til, fordi man ikke turde se virkeligheden i øjnene. Det kan der være noget om, for slutningen af 1800-tallet er også den periode, hvor industrialisering og modernisering fik Danmark til at se ud, som det gør i dag. I København betød det store fabrikker, hvor folk arbejdede, indtil de var nedslidte og ikke orkede længere, og hvor de mange fattige mennesker måtte bo under slumlignende forhold på Nørrebro og Vesterbro. Der var langt ind til de fine kvarterer i midten af byen, ved Bredgade og Amalienborg, hvor borgerskabet kunne bo uden nogen sinde at komme i berøring med folk, der havde det dårligere end dem selv.
Udgangspunktet var min fascination af denne spændende tid fuld af modsætninger. Men også nogle bøger, jeg havde læst. Jeg har altid interesseret mig meget for kriminallitteratur, og det var netop i årene op til århundredeskiftet, at genren for alvor kom til Danmark. Der udkom en masse kulørte historier om den ene forbrydelse mere drabelig end den anden. Den mest berømte af de romaner er Palle Rosenkrantz’ Hvad Skovsøen gemte fra 1903. Jeg syntes, det kunne være sjovt at lave en roman for børn, der skulle rumme en masse af de elementer, der gjorde de gamle krimier sjove. Samtidig skulle historien også være fuld af autentiske historiske detaljer. Det er på ingen måde urealistisk at forestille sig et attentat mod den russiske zar i Danmark, sådan som det skildres i romanen. Den russiske zar var nemlig gift med en dansk prinsesse og var derfor tit på besøg i Danmark, hvor han boede på Fredensborg slot. Hjemme i Rusland var der mange, der gerne så zaren død, bl.a. de frygtede nihilister. Zaren var derfor altid mandsopdækket med politi og efterretningsfolk, når han var i Danmark.
Bogens to hovedpersoner er også inspireret af autentiske personer. Drengen Urban minder en hel del om den danske kriminalforfatter Otto Rung, der i bogen Fra min Klunketid (1942) har skildret, hvordan det var at vokse op i 1880’ernes København. Og den kvindelige privatdetektiv Emma har faktisk et forbillede i virkeligheden. Martha Nielsen var nemlig Danmarks første kvindelige privatdetektiv, og det har hun fortalt om i bogen Et Liv som kvindelige Privatdetektiv (1930). Hun var aktiv lidt senere end romanen foregår, men som forfatter er man jo ikke mere forpligtet af virkeligheden, end man selv har lyst til.
En rigtig god bog om klunketiden er Jan Møllers Borger i klunketidens København (1979). I Nationalmuseets klunkelejlighed i København kan man besøge et hjem præcis som det, Urban bor i. Der kan også læses uddrag af Helvedesmaskinen i bogen Kriminelle fortællinger (2006), der findes på mange skoler.