Urbans tre søskende sov trygt, men selv lå han vågen. Han var sikker på, at han ikke var den eneste, der ikke var faldet i søvn, efter gæsterne var gået hjem, gaslamperne slukket og de sidste tjenestefolk krøbet til køjs.
Urban havde meget at spekulere på. Om eftermiddagen var han gået ud i køkkenet for at se, om han kunne redde sine kulørte blade fra at blive fortæret af ilden. Den nye tjenestepige, som kom i sidste uge, hende der hed Emma, var i færd med at finde service til aftenens selskab frem. Hun smilede, da han spurgte efter sine blade, og fiskede dem frem bag kulspanden, der stod ved siden af det svære jernkomfur. Hun var venlig, men alligevel fornemmede Urban, at noget ikke var, som det skulle være.
Resten af eftermiddagen og hele aftenen havde Urban sørget for at holde øje med Emma. Han havde alligevel ikke andet at lave. Hans storesøster Clara sad med til bords, for hun var blevet konfirmeret sidste år, skulle snart debutere og følte sig allerede som en voksen dame af selskabet. Hun gad i al fald ikke lege med sin snotnæsede lillebroder, som hun sagde, selv om der kun var to år imellem dem. Urban gad til gengæld ikke lege med sine to småsøstre. De var tvillinger og lavede ikke andet end at fare omkring i deres lyseblå kjoler og fnise ad hvad som helst. Han var med andre ord overladt til sig selv og gav sig derfor til at udspionere tjenestepigen Emma for ikke at kede sig fra sans og samling under forældrenes middag.
En fjern lyd i nattemørket fik Urban væk fra spekulationerne i sengen. Han spidsede øren. Klokken måtte være langt over midnat, og han kunne høre en dør knirke. Det lød, som om nogen listede på strømpefødder ude i korridoren. Ind imellem gav guldbrædderne sig.
Lydløst steg Urban ud af sengen. Først lyttede han ved døren, og så gik han ud på gangen. Han vidste alt om, hvor de ømme brædder var, fra de gange han havde været i fadeburet om natten. Personen foran ham ville ikke høre, at nogen fulgte efter. Han var sikker på, at det måtte være Emma. Efter at have observeret hende hele aftenen, også når hun troede sig alene, var han blevet mistænksom. Hun opførte sig, som om hun ikke var den, hun gav sig ud for. Han havde lagt mærke til, at når hun skulle dække bord eller gøre rent, gjorde hun det tøvende. Som om hun ikke anede, hvordan man plejede at gøre. Tjenestepige var hun i hvert fald ikke, og han var overbevist om, at ingen andre havde lagt mærke til det.
Forsigtigt listede Urban hen ad korridoren. Det undrede ham, at den anden ikke gik ind i dagligstuen eller salonen. Det havde Urban ellers forventet. Her var sølvtøjet og alle deres værdisager. Han var nemlig overbevist om, at Emma havde ladet sig ansætte for at udspionere og udplyndre dem. Han havde lagt mærke til, at hun flere gange havde bedt om lov til at gå ned til urtekræmmeren på Store Kongensgade for at telefonere. Sikkert til en medhjælper, der ville dukke op, når hun meddelte, at der var fri bane. Derefter ville de sammen tømme lejligheden for alt af værdi og være forsvundet længe inden nogen vågnede næste morgen. Den slags bander havde han tit læst om. Måske ville de først bedøve hele familien med gas?
Nu kunne Urban høre hende gå ud i entreen. Derefter blev døren ud til trappen åbnet. Urban blev tvivlrådig stående. Han havde kun nattøj på. Så greb han en af faderens frakker i entreen og tog den over sig. Den var alt for stor, men det måtte gå for nu.
Et øjeblik efter var Emma i gang med at dreje nøglen forsigtigt om i låsen. Den passede. Hun stod helt stille, men der var ingen støj. Så åbnede hun døren og trådte indenfor i urmagerbutikken, der lå lige under familien Meyers lejlighed.
Gaslygterne på gaden uden for var ikke tændt, men natten var lys endnu. Emma måtte bukke sig ned bag disken og snige sig ud mod baglokalet. Det ville ikke være heldigt, hvis en vægter eller en lygtetænder kom forbi og fik øje på hende gennem udstillingsvinduerne. Hun ville få svært ved at forklare, hvad hun som tjenestepige hos familien ovenpå lavede hernede. Hun famlede sig vej om til baglokalet. Her fiskede hun et stearinlys op af en lomme og tændte det. I det gule lys genkendte hun med det samme lokalet, som hun havde observeret i eftermiddags ude fra gården. Der til venstre havde lærlingen stået og arbejdet, og der i skabet havde han gemt den mystiske genstand.
Skabet var aflåst. Her passede nøglen ikke, men en hårnål kunne anvendes som dirk. Efter lidt koncentreret arbejde var skabet brudt op. Hun forsøgte at holde lyset op foran sig. Alligevel var det svært at se. Hun måtte holde lyset med venstre hånd og nærmest i blinde med den højre famle på den nederste hylde. Var det noget stof, hun kunne mærke?
Pludselig fik en svag støj hende til at holde inde. Hun holdt vejret og lyttede. Det var åndedrag. En eller anden var trådt ind i baglokalet. Men inden hun kunne nå at reagere, mærkede hun noget blive presset ind i ryggen på hende. Hun forbandede sin mangel på forsigtighed.
- Forhold Dem helt roligt, lød en mærkelig dyb stemme i det samme. – Eller jeg skyder.
- Jeg gør intet, sagde Emma. – Det er en misforstÃ¥else.
Det fór gennem hovedet på hende, at det måske var en vægter, eller ligefrem nogen på lyssky natlig udflugt som hende selv. Det var måske ham, hun i virkeligheden var på jagt efter? I så fald kunne hun være i stor fare.
- Den eneste misforst̴else er vist, at De overhovedet blev ansat, sagde stemmen. РJeg vidste fra starten, at der var noget forkert ved Dem. En gemen indbrudstyv.
- De tager fejl, sagde hun og mærkede sveden springe frem pÃ¥ panden. – Jeg kan forklare alt.
- Ved Dem langsomt om.
Emma gjorde som der blev sagt. Foran hende stod Urban.
- Er det dig, din uvorne knægt?
Og inden Urban kunne nå at protestere, havde hun kastet stearinlyset til gulvet. Der blev bælgmørkt. Han kunne intet se. I samme øjeblik blev han væltet omkuld. Han fik et knæ i brystkassen, og hænderne blev tvunget ud til siden. Han kunne ikke røre sig.
- Hvor har du fået en revolver fra? spurgte hun.
- Det er bare en urnøgle, som jeg fandt ude i butikken, sagde Urban med hjertet i halsen.
Nu talte han igen med sin normale stemme. Han viste hende den runde messingnøgle, han endnu holdt krampagtigt om.
- SÃ¥ skulle da ogsÃ¥, sagde Emma. – At blive overrumplet af sÃ¥dan en lille forkælet møgunge. Hvad skal du ogsÃ¥ blande dig for?
Hun rejste sig op og begyndte at børste sin kjole.
- Forstår du ikke, at jeg er privatdetektiv?
Urban blev fuldstændig paf et øjeblik, så sagde han:
- Du kan da ikke være detektiv, du er jo en pige.
- Må jeg være her, din snothvalp.
Ingen af dem sagde noget et øjeblik. Så sagde Urban:
- Er du virkelig privatdetektiv?
[…]
Urban havde svært ved at blive klog på Emma. På den ene side var han overbevist om, at hun havde accepteret ham. På den anden side kunne hun være svært hemmelighedsfuld. Som lige nu.
Efter at de havde været til syndikalistmøde i Rømersgade, havde Emma forklaret, at de skulle en tur ud på Nørrebro. Men hun ville ikke fortælle, hvad de skulle der. Efter en stund stilnede Urbans spørgsmål også af, eftersom han blev mere og mere optaget af at studere de fremmedartede omgivelser i brokvarteret. Der var grimt og beskidt, men der var også fuld af liv. Nok var børnene snavsede, men de legede ude på gaden uden at tage nogen hensyn. Overalt hang folk ud af vinduerne og råbte ned. Det var ikke ligesom hjemme i det fornemme Bredgade, hvor folk stille og roligt hilste på naboerne på gaden og ellers holdte sig for sig selv.
Da de endelig var nået frem til deres bestemmelsessted, en korridorlejlighed i en etagebygning på Nordvestvej, var der ingen hjemme. Emma bankede på flere gange i træk, indtil en nabo åbnede og kiggede ud. Det så ud til at være en ældre dame, men børnene, der flokkedes om hendes fødder, var kun halvt så gamle som Urban.
- Leder De efter nogen, frue, sagde naboen.
- Jeg skulle snakke med fru Svensson, forklarede Emma.
- Hun har ikke været hjemme de sidste par dage.
- Hvad så med Sofie?
- Hvis De mener datteren, så har jeg heller ikke set hende.
- Men det kan da ikke passe, De må da vide noget!
- Desværre, frue, jeg ved bare, at hun og barnet er væk, og at det kun er manden, der er hjemme.
I det samme hørte de tunge tramp hen ad gangen. En vaklende mand støttede sig til væggen for at komme frem. Det var Karl-Johan, kusinens mand.
- SÃ¥dan har han været i snart et par dage, hviskede nabokonen, mens hun i smug kiggede pÃ¥ ham. – Møgberuset hele tiden, hvordan han sÃ¥ har rÃ¥d til det.
Og så smækkede hun døren i.
- Hvad Fanden laver De her, sagde Karl-Johan, da det gik op for ham, at Emma og Urban stod og ventede ved døren til hans lejlighed.
Hans øjne var rødsprængte, og han havde ikke barberet sig i flere dage.
- Hvor er Sofie henne, og hvor er Deres hustru?
- Aner det ikke, mumlede han og åbnede døren.
Emma og Urban fulgte efter uden at spørge om lov. Urban kiggede sig nysgerrigt omkring i den fattige lejlighed. På den ene væg gjorde en række søm det ud for et garderobeskab. På bordet stod en tilsodet petroleumslampe, ellers var der tomt.
- De må da vide, hvor de er blevet af?
- På ferie, mumlede manden og lagde sig træt på den spinkle seng.
- Den tror jeg ikke på. Og hvorfra har De fået penge til at gå på druk?
- Ha, ha, grinede manden. – SÃ¥ det er mine penge, De er kommet efter. Men det kan De godt glemme alt om, dem beholder jeg.
Uden at svare vendte Emma sig om og tog beslutsomt Urban i hånden.
- Kom, vi går, sagde hun.
Hun var rasende, og Urban holdt sig til at begynde med lidt på afstand, da de kom ud på gaden igen. Egentlig ville han allerede oppe i lejligheden have spurgte hende, hvad der var i vejen. Mens de gik ind mod byen, brændte spørgsmålene på hans læber for at slippe ud. Til sidst kunne han ikke længere holde sin nysgerrighed tilbage. Han havde set en del af byen, han knap anede eksisterede. Han havde fået et glimt af en verden, han kun havde hørt fnysende omtalt, når faderen kommenterede dagens avis.
- Så du hvor beskidte de børn var? sagde Urban til Emma med store øjne.
- Hvad siger du, svarede hun fraværende.
- De har garanteret ikke været i bad i flere uger, dem inde hos naboen, fortsatte han. – Og sÃ¥ du hvor mange der var. Der var sikkert endnu flere inde i lejligheden. Hvorfor fÃ¥r den slags mennesker sÃ¥ mange børn, nÃ¥r de ikke har rÃ¥d til det?
Emma svarede ikke, men blev ved med at kigge frem for sig og se forknyt ud. Det bremsede ikke Urban.
- Og så ham manden vi besøgte, var jo beruset. Hvis han bruger alle sine penge på at drikke, så er det klart, at han ikke har det bedre. Jeg kan godt forstå, hvad min far mener, når han siger, at arbejderne selv er skyld i, at de er fattige. Det kan man jo se. Hvad skulle vi egentlig det forfærdelige sted?
Emma standsede op og greb ham hårdt i armen. Det gjorde ondt, men han kunne se på hende, at han ikke skulle begynde at beklage sig lige nu.
- Forstår du ingenting?
Hun stirrede ham ind i øjnene.
- Er I virkelig så indskrænkede, alle I der bor i de såkaldte fine kvarterer, at I slet ikke forstår, eller ikke vil forstå, noget som helst?
Urban havde ingen anelse om, hvad Emma snakkede om.
- Pigen, den lille pige, der er forsvundet. Hun hedder Sofie.
Hun holdte en kort pause, så tilføjede hun:
- Det er min datter!
© Benni Bødker 2004
