Krimier har altid hørt til min yndlingslæsning. Den første bog, jeg selv læste, var et eller andet bind i serien om De fem. De fem på den sorte ø eller noget i den retning. Min mor læste den højt for mig. Men en dag blev jeg så utålmodig over, at vi endnu ikke var færdige, at jeg selv læste de sidste kapitler. Det er sådan noget, spænding kan gøre! Senere åd jeg de fleste af Agatha Christies krimier – som jeg nærmest ikke kan døje i dag – og forelskede mig i de hårdkogte amerikanske privatdetektiver og meget andet.
De gamle krimiserier for børn handler tit om en flok unger på ferie, der pludselig opdager en mystisk mand. Eftersom børnene keder sig, begynder de at følge efter manden og finder ud af, at han er smugler. Til sidst får børnene ros af den lokale politimand, fordi de har afsløret en forbryder. I næste bind er de så på ferie et andet sted og falder over en ny, mystisk mand.
Den slags kan være meget sjov at læse. Men jeg ville gerne prøve noget andet. Skrive en krimi for børn og unge, som minder mere om dem, de voksne læser. En krimi, hvor forbrydelsen er hentet fra virkeligheden. Hvor mennesker er ofre og ingen bare leger detektiv for sjov.
Allerede fra starten vidste jeg, at Mordbrand også skulle handle om forholdene i de danske flygtningelejre. Altså de asylcentre, hvor folk fra fremmede lande skal opholde sig, indtil de får at vide, om de må blive i Danmark eller skal rejse hjem. Ret hurtigt gik det op for mig, hvor sørgeligt aktuelt emnet egentlig var. Medierne var med ét fulde af historier, om hvor forfærdeligt der er i de danske asylcentre. Voksne og børn opholder sig i de lejre i årevis. Et rædselsfuldt sted at vokse op. Ofte endda oven på traumatiske forhold som man er flygtet fra. Det er ikke værdigt. Og samtidig er der også svindlere i og uden for lejrene. Folk der ikke er flygtet fra noget som helst, men blot bruger lejrene som midlertidige opholdsteder under et tyvetogt. Eller folk der forsøger at udnytte beboerne i lejrene.
Der er rigeligt med forfærdelige historier fra virkeligheden at tage af. Og en krimi er et godt sted at fortælle nogle af dem. Samtidig med at man underholder, selvfølgelig.