Læs et uddrag

Uddrag fra side 92-105

Der var helt øde på gangene, da Anders fandt sin mobil frem. Undervisningen var stadig i gang inde bag de lukkede døre. De to betjente havde vist ikke troet på hans forklaring om, hvad han lavede den aften, det brændte. Men han havde på fornemmelsen, at det mest var pigen, der tvivlede, og det virkede, som om det var manden, der bestemte, selv om han ikke havde sagt så meget.
- Du kan nok ikke holde dig væk fra politiet, lød det pludselig bag ham.
Anders havde nær fået et chok. Det var Robin.
- Fik du ikke nok af dem i går? fortsatte han.
- Det var dem, der ville tale med mig. Tror du, jeg havde noget valg?
Hvordan fanden kunne det være, at Robin kom forbi nu? Han burde da være inde til time nu. Eller pjække for den sags skyld. Men han havde åbenbart set de to politibetjente. Spørgsmålet var, om han også havde hørt, hvad de talte om.
- Det er utrolig, så hurtigt de lod dig slippe, sagde Robin. – Du havde måske noget interessant at fortælle dem?
Anders begyndte at gå hen mod klasseværelset, men Robin fulgte efter. Så vendte han sig hurtigt om.
- Hvad er du så bange for? Hvad tror du, jeg vil afsløre? Jeg ved jo ikke en skid!
Anders stirrede direkte på Robin, som blot gloede uberørt tilbage. I det samme trådte deres lærer ud på gangen og vinkede ad dem.
- Det har altså ringet ind. I kan ikke bare komme og gå, som det passer jer.
De fulgte med ham ind i klasseværelset, Robin dog modvilligt. Det hele var ved at udvikle sig til noget rigtigt lort. Her kom Robin nærmest og beskyldte ham for at have sladret til politiet. I virkeligheden havde han måske gjort sig selv mistænkelig ved at lyve om den aften og ikke fortælle, at han havde set Robin. Nu mente politiet sikkert, at han havde noget med branden at gøre, fordi de ikke troede på hans forklaring.
Men egentlig var han mere nervøs over, at Robin åbenbart troede, at han havde sladret. Hvad frygtede han, at Anders ville sige? Selvfølgelig at han havde set ham ude ved asylcentret, men spørgsmålet var, hvad han egentlig havde lavet derude. Tydeligvis noget, som han ikke ville have politiet eller nogen andre til at vide, hvad det så end kunne være.

Anders havde det på samme måde. Gid han dog kunne glemme, hvad der var sket hele den dag. Men han blev hele tiden mindet om, hvad han havde været med til, og at han risikerede at blive afsløret. Den aften, asylcentret brændt, var han blevet ringet op af Jo, mens han var i skole. Jo havde insisteret på, at Anders skulle hjælpe ham med noget i løbet af eftermiddagen og aftenen. Anders havde uden held forsøgt at tale sig udenom. Han anede godt, hvad Jo gik og rodede med.
- Det tror jeg ikke, jeg har lyst til at være med til, havde han sagt.
Men den købte Jo ikke.
- Glemmer du ikke, at du skylder mig?
- Hvad taler du om?
- Du fik en iPod med hjem, ikke sandt?
Anders begyndte at få klamme håndflader. Det var præcis det, han havde frygtet. Jo gjorde ikke én en tjeneste uden at forlange en igen.
- Jeg har da betalt dig, indvendte han spagt.
- Tror du, man kan købe en iPod for 200 kroner? Du ved sgu da godt, at den er varm. Jeg hjalp dig, nu hjælper du mig. Eller skal jeg fortælle dine forældre, hvordan du har fået råd til den?
Der havde ikke rigtigt været andet at gøre end at køre hen til Jo. Det viste sig, at Jo havde lånt en bil. Af hvem vidste Anders ikke, men han fandt hurtigt ud af, at det var meningen, at han skulle med ud og køre.
- Hvor skal vi hen?
- Rundtomkring. Her, hold dem her!
Anders turde knap nok se efter, hvad der var i den plastikpose, han fik smidt i skødet. Men han kunne alligevel ikke lade være med at kigge efter, sådan som Jo så på ham ud af øjenkrogen, mens de kørte forbi centret og ud på motorvejen.
- Er det checks? spurgte Anders vantro.
- Nemlig, blanke checks! Jeg har købt dem af en fyr, jeg kender.
- Hvad skal du bruge dem til?
- Fatter du ikke det? Vi sætter et beløb på, skriver dem under, finder en bank, hvor ingen kender os, og så smutter du ind og hæver pengene.
Det nægtede Anders. Han ville slet ikke være med til projektet i det hele taget, men det turde han ikke sige. Det var ligesom for sent, og det var jo også lidt hans egen skyld, at han var havnet i den situation. Et øjeblik så det ud, som om Jo blev rasende, men så slog han med det samme helt om og sagde, at det også var i orden, hvis Anders bare ville sidde i bilen og holde udkig efter politiet eller andet, når han var inde i bankerne. Ifølge Jo var der ikke noget, der kunne gå galt. Han fejede alle Anders’ indvendinger til side og drejede af fra motorvejen.
De standsede foran en bank, der lå ved et center ligesom det derhjemme, og det hele forløb udramatisk. Fem minutter senere stod Jo triumferende ved bilen igen.
- Tusind kroner, sådan! Ikke et spørgsmål.
De var kørt videre og nåede næsten en håndfuld banker. Et par steder spurgte bankpersonalet efter id, hvorefter Jo forsvandt stille og roligt. Sikkert med en af de undskyldninger, han var så god til. Men i de andre banker blev der ikke stillet nogen spørgsmål, og Jo fik udbetalt penge uden problemer.
Anders delte ikke Jos begejstring over, hvor nemt det gik. Stjålne checkhæfter og bedrageri var nok ikke en forbrydelse, der blev taget let på, også selv om han ikke havde gjort andet end at sidde i bilen og holde udkig. Han havde virkelig fået rodet sig ud i noget, han i den grad ikke havde lyst til, og som han ikke vidste, hvordan han skulle komme ud af igen.
- Skide smart at vi kom så sent af sted, havde Jo sagt og klappet Anders på skulderen. – Lige inden lukketid er der masser af mennesker, og bankfolkene er alt for stressede til at tænke sig ordentligt om.
Derefter var de kørt hjem til Jo. Han havde en kasse øl stående, som han insisterede på, at de skulle tømme oven på succesen. Jo drak de fleste selv og lagde ikke mærke til, at Anders var skidt tilpas. Han ville bare væk og havde alligevel ikke lyst til at cykle direkte hjem til forældrene. Han følte sig flov og beskidt og frygtede næsten, at de ville kunne se på ham, hvad han havde lavet. Først da Jo begyndte at fable om, at de skulle videre i byen, var det lykkedes Anders at slippe af sted. Hvis han bare var kommet hjem noget tidligere den aften, asylcentret brændte, havde han ikke behøvet lyve om, hvad han havde lavet.

Da Anders kom hjem fra skole, smed han sig med det samme på sin seng. Han forsøgte at lade være med at tænke på den samtale, han havde haft med politiet på skolen, men den blev ved med at krybe tilbage i hans tanker. Igen og igen vendte han i hovedet, hvad han havde sagt, hvordan de havde reageret, og hvad de mon vidste.
Ude fra køkkenet registrerede han svagt en duft. Hans mor var kommet tidligt hjem igen. Hun stod og skramlede med et eller andet, sikkert i gang med at bage rugbrød eller noget i den stil. Han havde ikke lyst til at gå ud og tale med hende lige nu, og han orkede heller ikke at tænke mere på, hvad der var sket i løbet af dagen. I stedet fiskede han sin mobil frem og ringede til Katja.
- Hvad var det nu, du skulle i aften? spurgte han.
- Det er bare nogle af pigerne. Sille har fundet sådan et sted, hvor vi er inviteret til fest for alle gymnasieelever i København.
- Som om I går i gymnasiet. Eller bor i København.
- Den slags er ikke noget problem for Sille.
Anders sukkede.
- Jeg har lovet at tage hen til Stefan, sagde han. – Men jeg gider ikke rigtig. Skal vi ikke ses i morgen?
- Det er en aftale!

Selvfølgelig var det umuligt for Andrea at finde rundt i den enorme lejr på egen hånd. Den var endda endnu større, end den umiddelbart havde forekommet hende udefra, og det blev ikke nemmere af, at det allerede var ved at blive mørkt. Efter at have spurgt om vej et par gange lykkedes det hende dog at finde frem til den rigtige blandt de mange grå barakker. Alle bygningerne lignede hinanden, og hun havde svært ved at forestille sig, hvordan det ville være at bo i årevis sådan et sted.
Barakkens hoveddør var åben på vid gab, men alligevel nærmede Andrea sig forsigtigt, før hun besluttede sig for at banke på, usikker på hvordan man burde opføre sig. Hun forsøgte at kigge diskret ind ad vinduerne, mens hun uden held ventede på, at nogen skulle vise sig. De stribede gardiner var næsten alle steder trukket for og understregede yderligere den triste stemning.
- Må jeg komme indenfor? sagde hun højt.
Der kom intet svar. Hun ventede et øjeblik og trådte så indenfor, hvorefter hun gik lidt på må og få ned ad en lang gang. Gulvet var beklædt med linoleum, der dæmpede alle lyde og gav det hele et præg af institution. Hun vidste ikke, hvilket rum hun skulle ind i, og kiggede forsigtigt ind ad de åbne døre langs gangen. De fleste rum virkede beboede, men nu var der tomt, og hun så kun tætte rækker af toetages sovebrikse af jern, alle malet blodrøde. Nogle steder var der fire, andre steder ti eller tolv brikse i samme værelse. Hvis der endelig lå nogen på sengene, ignorerede de hende og fortsatte med at stirre døsigt frem for sig. En enkelt sendte hende et uroligt blik og fik hende til at føle sig ubehageligt tilpas over at være i uniform, men heller ikke han gjorde mine til at rejse sig.
Så dukkede en lille pige på en otte-ni år op foran hende.
- Det er herinde, sagde pigen.
Pigen forsvandt ind i et af værelserne helt nede mod enden. Det var umuligt at gætte sig til hendes nationalitet. Andrea fulgte efter hende og kom ind på et værelse, hvor man fra vinduet tydeligt kunne se pigtrådshegnet udenfor. Der var trangt, og pladsen blev ikke bedre af de smalle jernskabe, der var placeret op ad væggen. Først troede Andrea, at der kun var hende og den lille pige til stede, men så vendte hun sig og opdagede en mellemøstligt udseende kvinde, der sad på en af de nederste senge.
- Jeg skal oversætte for dig, sagde pigen.
- Hvad hedder du?
Pigen svarede ikke, men hev blot ned i sin bluse. Den stumpede og viste en smule af maven, når hun stod op. Kvinden var ikke hende, Andrea havde talt med tidligere på dagen. Andrea rakte den lille seddel med nummeret frem og spurgte, om det var hende, men hverken kvinden eller pigen svarede. Hun proppede sedlen tilbage i lommen. Hun ville sætte sig på sengen ved siden af kvinden, men denne gav ligesom et lille ryk, da hun kom for tæt på. Andrea skyndte sig i stedet at sætte sig på sengen overfor.
Der gik et øjeblik, så lænede kvinden sig ind til pigen og sagde noget, Andrea ikke forstod.
- Hun vil vide, hvad du sagde, forklarede pigen. – Hun siger, at jeg kun skal oversætte. Ikke andet.
- Du taler godt dansk. Hvor længe har du været her i lejren?
Heller ikke det svarede pigen på. I stedet begyndte kvinden at tale, hurtigt og næsten aggressivt. Hun spyttede ordene ud, som brændte de i munden på hende, eller som om hun var i færd med at anklage nogen. Men historien lød helt anderledes, end Andrea havde nået at forestille sig, da pigen først tøvende og derefter med stadig større sikkerhed begyndte at oversætte.
- Vi var i ilden, sagde hun. – Oven på. Vi krøb sammen i et hjørne af værelset med et tæppe over os. Der lød et kæmpe brag. Hele huset rystede. Vi var meget bange. Loftet dryssede ned i hovedet på os. Der var forfærdelig varmt. Så var der en eksplosion, og døren til værelset blæste ind. Pludselig var det hele fyldt med røg. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Andrea forsøgte at afbryde. Hun havde brug for konkrete oplysninger om branden. Tidspunkter, mennesker, lyde. Men kvinden fortsatte uanfægtet med sin beskrivelse.
- En lille dreng var i chok. Så løb vi ud på trappen for at komme væk. En kvinde ville have tøj med, men vi måtte af sted så hurtigt som muligt. Vi fortsatte ned ad trappen. Flammerne begyndte at komme ind fra bagdøren. De slikkede op ad gelænderet. Vi skyndte os. Der var glasskår over det hele. Varmen slog os lige i ansigtet. Jeg ved ikke hvordan, men vi kom ud til sidst. Vi hostede. Bange for, at det ikke var overstået.
Andrea stirrede på kvinden, mens pigen gentog hendes ord. Selv gennem pigens oversættelse kunne hun mærke smerten og rædslen, der stadig sad i kvinden. Der var detaljer, som ingen ville have kunnet finde på, medmindre de selv havde befundet sig midt i flammehelvedet. Det gik op for Andrea, at det måske også var grunden til, at kvinden havde valgt at sidde så tilbagetrukket.
Hun lænede sig frem og greb ud efter kvindens hånd, men kvinden trak den til sig næsten med det samme. Inden da havde Andrea nået at se hendes underarme, og hvad hun var næsten helt sikker på var mindre forbrændinger. Ubehandlede brandsår. De bekræftede hendes historie, men det var besynderligt, at personalet i lejren ikke kendte noget til det.
- Spørg hende, om hun ikke vil gå med mig til lægen.
Kvinden rystede straks på hovedet uden at vente på en oversættelse, som var hun udmærket klar over, hvad Andrea havde sagt. Måske genkendte hun ordet læge.
- Så hun nogen på brandstedet? spurgte Andrea så. – Hun har måske set gerningsmændene?
- Hun siger, at hun kun så én.
Andrea rykkede helt frem, men det var ikke nødvendigt at opfordre kvinden til at fortsætte.
- Det var en ung mand. Han havde kasket på. Hun har ikke set ham før, men han var hvid. Han var dansk.
Andrea rynkede brynene. Havde den anden kvinde ikke tidligere i dag antydet, at det skulle være en fra lejren? Men hun kunne sagtens have misforstået hende, og dette her virkede unægtelig mere sandsynligt.
- Det er hun helt sikker på? Hun så ikke andre?
Der gik kun et øjeblik med at oversætte, så sagde pigen:
- Hun siger, at hun har fortalt det, hun ville.

Andrea blev stående et stykke tid uden for barakken for at sunde sig. Både kvinden og pigen var forblevet tavse, selv om Andrea havde forsøgt at presse flere oplysninger ud af dem. Til sidst havde hun opgivet og rejst sig. Da hun rakte hånden ud for at takke kvinden, kom der ikke nogen reaktion. Også pigen blev siddende på sengen, men Andrea var ikke i tvivl om, at hun i det mindste fulgte hende med øjnene.
Hun var faldet over et vigtigt spor. Kvinden var faktisk det første rigtige vidne til, hvad der var foregået under branden. Hendes beretning passede også meget godt med, hvad de ellers havde fundet frem til: At der enten var tale om, at en autonom gruppering stod bag branden, eller det var resultatet af en racistisk eller nazistisk aktion. Det sidste var Andrea selv mere og mere overbevist om, især fordi der stadig ikke var nogen, der havde taget ansvar for aktionen. Hun vidste ikke, om hun burde fortælle lejrens personale om kvinden, hun lige havde talt med. Det virkede jo, som om hun havde behov for lægehjælp. Men det ville på en måde være at svigte kvindens tillid, når nu hun havde afslået Andreas tilbud. Måske havde kvinden sine egne grunde til, at hun ikke ville behandles.
Mobiltelefonens ringen kom som et mindre chok, så optaget var Andrea af sine overvejelser om sagen. Det var Hagens. Han lød så underligt kortfattet, at hun undlod straks at fortælle om vidnet. Han virkede slet ikke som sit vanlige selv og undskyldte blot, at han forstyrrede hende.
- Er der noget galt? spurgte hun. – Du lyder så mærkelig.
Der var stille i den anden ende et øjeblik.
- De har lige ringet fra Rigshospitalet, sagde han så. – Manden, du fandt i går, blev indlagt på deres traumecenter. Prognosen så ikke for god ud, og nu er han netop død af sine brandsår og røgforgiftningen. Uden at komme til bevidsthed.
- Åh nej.
- Det betyder også, at det her ikke er en eller anden tilfældig aktion eller hærværkssag. Det er mordbrand, og opklaringen er højt prioriteret.

benni bødker | forfattersite

Børne- og ungdomsbøger