Kapitel 1
Hvori vi præsenteres for en dreng på flugt samt en mystisk sygdom.
Engang var vampyrer et stort problem. Alle frygtede dem. Sådan var det i hvert fald i en meget gammel by, der også var landets hovedstad. Vampyrerne havde ikke altid været en plage for menneskene i byen. Først var de blot sagn og overtro, men efterhånden som flere og flere indbyggere blev fundet døde, begyndte folk også at tro på, at de blodsugende uhyrer var andet og mere end gamle skrøner.
Og den isnende kolde vinter, hvor denne historie tager sin begyndelse, led byen af endnu en plage. Ulve strømmede ind i byens snævre gader, hvor de strejfede sultne omkring efter mad. Over for voksne gjorde de sjældent noget. Stod blot i en mørk gyde med deres stikkende gule øjne og knurrede. Men over for forsvarsløse børn var det en anden sag …
Edvard hed drengen, der spænede alt hvad remmer og tøj kunne holde hen over brostenene på Oberservatoriegaden. Han havde hørt alle historierne, og han troede på dem. Ikke mindst lige nu, hvor han med tungen ude af munden flygtede for livet. Foran ham lå det store tårn med det gamle observatorium, hvorfra en videnskabsmand engang for mange hundrede år siden havde forsøgt at bringe stjernerne ned på jorden.
Men i dag ænsede Edvard det ikke. Han flygtede.
Havde Edvards mor set ham nu, ville hun ikke blive glad. Hun forventede, at han kom lige hjem fra skole, og at han altid var pæn og ren. Men sandt at sige var hans tøj – som moren altid sørgede for var rent og nypresset – nu ganske tilmudret. Og hans brune hår – som moren altid sørgede for var redt pænt til siderne – strittede, som ville det forlade hans hoved af skræk.
Men hvis Edvards mor havde set ham nu, ville hun også have opdaget, hvorfor han så sådan ud, og hvorfor han løb for livet. Lige i hælene på ham var en af de største ulve, Edvard nogen sinde havde set i byens gader. Det var, som om den havde ventet på ham efter skole.
Det var ikke et af de sædvanlige, lidt udhungrede kræ, der sultent bevægede sig rundt i byen. Den så ud til at være stærk og velnæret. Den kunne løbe hurtigt. Den var ikke på udkig efter mad.
Den var på jagt efter ham.
Endnu havde ulven ikke halet ind på Edvard. Han kendte alle forhindringerne og smutvejene i de snævre gyder. Mens sveden sprang på hans pande, holdt han dyret på afstand, lige indtil han snublede over en løs brosten.
Edvard faldt, så lang han var. Han kunne høre ulven rase af sted bag sig. Om et øjeblik ville han mærke savlet fra dens åbne kæft og høre den snerrende strubelyd. Og så ville det være slut.
Men intet skete. Edvard lå på jorden, skoletasken var landet foran ham. Der var helt stille. Ulven viste sig ikke.
Edvard løftede hovedet. Langsomt rejste han sig. Der var intet spor af dyret. Som om det blot havde været en drøm eller et mareridt. Ulven var forsvundet lige så pludseligt, som den var dukket op.
Forvirret samlede Edvard skoletasken op. I det samme fik han øje på den sorte droske. Den var parkeret ved siden af en gaslygte helt oppe for enden af gaden, oppe på Revolutionspladsen. Den kunne selvfølgelig tilhøre en af de besøgende i synagogen, men Edvard var overbevist om, at ejeren nok snarere havde et ærinde i den gule ejendom ved siden af. Der hvor Edvard boede med sin mor og sine to søstre.
Han var sikker på, at det var doktorens droske. Det måtte betyde, at doktoren var oppe hos storesøsteren, der lå bleg og spinkel i sin seng og fik det værre og værre, for hver dag der gik.
Doktoren kom aldrig med godt nyt.
Af en eller anden grund var det kokkepigen, der åbnede døren. Den store lejlighed var usædvanligt stille, kun lød der en svag mumlen inde fra en af stuerne.
”Er mor hjemme?” spurgte Edvard, idet han trådte ind.
Pigen var helt bleg i ansigtet. Hun samlede hans skoletaske op, som han med det samme havde smidt fra sig.
”Fruen er ovenpå,” sagde hun blot.
Edvard så undrende efter hende. Hun løb ned ad gangen mod køkkenet, hvor hun hørte til. Gad vide, hvad der foregik? Han tog sin tunge frakke af og stampede sjappet af støvlerne. Så hørte han noget oppe fra storesøsterens værelse. Var det dæmpet gråd?
I det samme blev der kaldt på ham inde fra stuen.
Gemt mellem de mørke træpaneler og de store plysbetrukne møbler sad Edvards lillesøster Agnes. Hvis man ikke lige vidste det, ville man ikke gætte, at de var søskende. Mens Edvard var mørkhåret og lav, var Agnes spinklere og høj og lyshåret. Men hvis man kiggede grundigt på de fine rynker ved mundvigene, ville man ikke være i tvivl. De fortalte om to søskende, der var mere lig hinanden, end de selv var klar over.
Stuepigen stod foran Agnes med en bog. Pigen hed frøken Laura og var ikke mere end et års tid ældre end Edvard.
”En af de alvorligste svøber er lungetuberkulose,” læste pigen højt. ”Det er fra gammel tid også blevet kaldt svindsot og tæring. Man søgte at helbrede sygdommen ved åreladning eller påsætning af blodkopper – en metode, som stadig anvendes visse steder. Lungetuberkulose rammer oftest helt unge og må nærmest betragtes som en dødsdom.”
Agnes sad og lyttede. Hendes øjne var skjult bag et par mørke briller. Dem havde hun altid på, når hun var sammen med andre. Så nikkede hun til tjenestepigen og sagde: ”Det er fint, frøken Laura. Min bror kan overtage herfra.”
Hun hørte pigen på vej væk hviske til Edvard: ”Jeg får myrekryb af at læse op af de lægebøger. Det er, som om jeg pludselig har alle symptomerne selv!”
Agnes fnyste indvendig. Pigen var lige så overtroisk som hendes storebror, der troede på vampyrer og gud ved hvad. Hun kunne høre, at Edvard tog bogen op. Det var en af farens gamle om medicin, hun var begyndt at læse. Hun ville finde ud af, hvad det var for en mystisk sygdom, deres storesøster led af. Men indtil videre havde hun haft lige så ringe succes om lægerne.
”Læs nu videre,” sagde Agnes. ”Du har vel lært at læse, ikke?”
Hun tog de mørke briller af, så Edvard så lige ind i hendes mælkehvide pupiller. Agnes havde været blind fra fødslen. Hun havde vænnet sig til det, og hun havde aldrig opfattet det som et handicap. Hvis hun selv skulle sige det, så var hun betydelig mere opmærksom og intelligent end sin storebror. Blind eller ej. Hun fik andre til at læse op for sig, når der var noget, hun ville vide. Og det var der altid.
”Kom nu i gang,” insisterede Agnes, Edvard ikke reagerede.
Hun nikkede med hovedet, så de lyse krøller hoppede og dansede. Hun havde en foruroligende evne til altid at få sin bror til at gøre præcis, hvad hun ville have ham til, uden at han selv opdagede det. Også selv om han var den ældste.
Denne gang klappede Edvard dog bogen i med et højlydt smæld. Der stod støv ud fra det gamle læderbind.
”Hvorfor er doktoren her?” spurgte han i stedet.
”Aner det ikke.”
”Hvad mener du? Jeg troede, du kun var blind. Du har måske også mistet hørelsen?”
Agnes viste ingen tegn på vrede over hans kommentar. Det var nu engang deres måde at drille hinanden på. Folk, der ikke kendte dem, kunne godt blive temmelig forargede, hvis de hørte Edvard drille søsteren med hendes handicap. De havde jo heller ikke hørt, når hun var ude efter ham!
”Hvad har du egentlig lavet efter skole?” spurgte hun. ”Jeg synes, jeg kan lugte noget fremmed. Er det pigeparfume?”
Edvard rødmede med det samme. Han duftede aldeles ikke af nogen pigeparfume, hun lod bare som om for at drille. Hun kunne genkende folk på lang afstand alene på lugten.
”Mor har ikke sagt noget,” sagde Agnes lidt efter. ”Doktor Murnau har snart været deroppe i en time.”
I det samme løftede hun hovedet: ”Nu kommer mor!”
”Jeg kan da ikke høre noget?” indvendte Edvard.
”Hendes kjolestof knitrer.”
Edvard kunne stadig ikke høre noget. Lidt efter stod deres mor ganske rigtigt i stuen. Hendes kinder var blege og blikket trist. Da hun så Edvard og Agnes, tvang hun sig dog til at smile.
”Vi trænger vist til noget te,” sagde hun.
Både Edvard og Agnes protesterede.
”Hvad sagde doktoren?” spurgte Agnes.
”Må vi gå op til Marie-Louise?” ville Edvard vide.
Moren holdt hænderne op og tyssede på dem. Hun trak i klokkestrengen.
”Det må vente til senere. Jeres søster har brug for hvile nu. Og det har jeg også.”
Lidt efter kom stuepigen frøken Laura ind med en bakke med eftermiddagsteen. Moren hældte selv op i deres kopper. Hun sad på sin sædvanlige plads ved siden af den lille kakkelovn. Den varmede så meget, at hverken Edvard eller Agnes kunne holde ud at sidde der. På væggen bag dem hang et maleri forestillende hendes afdøde mand.
For de to søskende var faren ikke andet end et svagt minde. Han havde været historiker og folkemindeforsker, vidste de. Men han var død for flere år siden. Det var en banal ulykke. Han havde fået et genstridigt fiskeben i halsen under en middag. Det gjorde hans hustru til enke i en alt for ung alder og de to børn var faderløse, inden de rigtig forstod, hvad det ville sige.
”Er der noget mælk?” spurgte Agnes.
”Se selv efter,” svarede Edvard.
Moren slog i bordet, så Edvards te skvulpede over og havnede i underkoppen. Hun så strengt på ham.
”Vi har vist brug for lidt afslappende musik!”
Edvards te blev kold, mens han sad ved klaveret inde i den anden stue. Han spillede en af de dæmpede valse, der plejede at berolige moren. Resultatet udeblev heller ikke. Der gik ikke lang tid, før Agnes stod ved siden af ham.
”Du behøver vist ikke spille mere.”
Da den sidste tone var døet hen, kunne Edvard høre moren snorke inde fra stuen. Hun havde så travlt med at holde hus og passe den syge storesøster, at hun som regel faldt i søvn med det samme, når hun endelig tillod sig at slappe af.
”Skal vi liste op til Marie-Louise?” spurgte Agnes.
Han nikkede, og hun lagde en hånd på hans skulder.
Familiens lejlighed var i to etager. Efter farens død blev de tre værelser på anden sal udlejet til en anden familie. Dette, som så meget andet, ændrede sig med storesøsteren Marie-Louises sygdom. Nu blev det ene værelse brugt som sygekammer. Det andet stod klar til den sygeplejerske, der nogle gange kom og vågede over Marie-Louise om natten. Det sidste værelse blev brugt som pulterkammer.
”Sover du?” hviskede Agnes forsigtigt.
En stille hvisken ovre fra sengen fik dem til at træde indenfor.
Alt var hvidt. Væggene og vitrineskabet med medicinflasker og skåle til vand, den tunge dyne og lagnerne. Og midt i det hele lå deres spinkle storesøster. Hun så også mere og mere bleg ud, som tiden gik. Hun havde været syg meget længe. Lægerne havde ikke nogen idé om, hvad der var galt, men på det seneste var det blevet meget værre end nogen sinde før.
Edvard gik helt hen til sengen. Han kunne se fine, små sveddråber på storesøsterens tindinger. Febersved. Huden var så tynd, at den næsten var lyseblå af de synlige blodårer.
”Du skinner,” sagde han. ”Du bliver næsten smukkere og smukkere.”
Marie-Louise smilede træt og greb hans hånd.
”Det er, fordi jeg for hver dag, der går, kommer tættere og tættere på det evige liv,” sagde hun. ”Jeg skal snart dø.”
Hun havde ikke mange kræfter tilbage. Hun måtte anstrenge sig blot for at tale.
”Sig ikke sådan noget,” sagde Agnes. ”Du fik det jo bedre, sidst du var på sanatorium. Måske finder lægerne en kur.”
”Doktoren har sagt, at ingen ved, hvad jeg fejler. Og sygdommen kan ikke stoppes. Der er ikke langt igen.”
Agnes og Edvard havde begge tårer i øjnene. Normalt græd de ikke over storesøsterens skæbne. Hun var altid selv så stærk og ville ingen medlidenhed have. Desuden havde hun været dårlig så længe, at alle – og ikke mindst hun selv – næsten tænkte på døden som en befrielse.
”Sæt jer nu ned og fortæl mig, hvad I har lavet i dag. Jeg længes sådan efter at høre noget nyt.”
De satte sig på hver sin side af sengen. Storesøsteren elskede at høre dem fortælle, hvad de havde oplevet. Selv kom hun jo aldrig ud. Det eneste, der skete i løbet af hendes dag, var et uventet besøg af doktoren, eller at der kom en ny sygeplejerske.
Edvard fortalte om ulven, der forfulgte ham efter skole.
”Men det har du vel prøvet før?” spurgte Marie-Louise.
”Det var anderledes,” sagde Edvard. ”Det føltes, som om det kun var mig, den var ude efter.”
Hun så ud til at tænke over det, han sagde. Som om det ikke overraskede hende.
”Men det værste var, da jeg så dens øjne,” fortsatte han. ”Jeg er sikker på, at de var intelligente. Det var ikke bare et dyr!”
Storesøsteren fulgte hans fagter med store øjne. Lige indtil hun med en træt håndbevægelse lod dem vide, at hun ikke kunne mere. Hun havde brug for hvile.
Inde i stuen vågnede moren op fra sin slummer. Det var lige i rette tid til at sende kokkepigen i fadeburet, inden aftensmaden skulle laves. Moren vågede som en høg over køkkenregionen.
Dernæst kom turen til Edvard.
”Kom her, min dreng,” sagde hun med sin blideste stemme. ”Jeg ved ikke, hvad du har rodet dig ud i. Eller skulle jeg sige: rullet dig rundt i.”
Edvard sagde ikke noget. Han ville ikke gøre moren urolig ved at fortælle om ulven.
”Beskidt er du,” fortsatte moren. ”Det er der heldigvis råd for. Du skal i bad, inden du sætter dig til bords. Er det forstået?”
På vej ned ad gangen mod badeværelset kunne han høre Agnes grine ad hans protester.
Eftersom begge deres tjenestepiger var travlt optaget af at forberede middagen og dække bord, måtte Edvard selv sørge for varmt vand og hælde det op i badekarret. Han måtte indrømme, at han faktisk var blevet temmelig beskidt. Det var ikke nok blot at rense tøjet, især ikke med en mor med blik for detaljer.
Edvard stod op i badekarret og vaskede sig. Det plaskede så meget, at han først for sent hørte døren gå op.
Det var deres stuepige, frøken Laura. I armene havde hun en stak håndklæder. Hun blev helt rød i ansigtet.
”Undskyld,” stammede hun. ”Deres søster sagde, at disse her skulle på plads med det samme. Hun sagde, her var ledigt.”
Edvard rødmede næsten lige meget som pigen. Han forsøgte at dække sig med hænderne. Han så fuldstændig åndssvag ud.
”Det er der altså ikke,” sagde han.
Han kiggede desperat over mod sit håndklæde. Det lå selvfølgelig alt for langt væk.
”Nej, det kan jeg se,” fnisede pigen.
Hun rakte ham et af de håndklæder, hun var kommet med. Så forsvandt hun ud af badeværelset med et sidste fnis, mens hun så på ham, så han blev endnu mere rød i ansigtet.
Edvard stirrede vredt på den lukkede dør. Det havde hans søster helt sikkert sørget for med vilje. Ingen tvivl om det. Hun hævnede sig altid på de mest udspekulerede måder, men det skulle hun komme til at fortryde!
Selvfølgelig nægtede Agnes alt. Hun sagde bestyrtet, at hun ikke anede, at Edvard havde været i bad. Han troede hende ikke. Hun vidste, hvor genert han blev, når det gjaldt piger. At han blev rød i ansigtet og ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv.
Den unge stuepige blev endda under middagen blev ved med at se nysgerrigt på Edvard. Når hun serverede for ham, sørgede hun for netop at komme til at strejfe hans arme eller læne sig ind mod ham. Agnes var ved at dø af grin, da hun opdagede det. Og moren lagde selvfølgelig ikke mærke til noget som helst.
Netop som Edvard ville tage det sidste stykke karpe fra fadet, skar et højt og gennemtrængende hyl gennem stuen. De vendte sig alle mod vinduet. Det kom udefra.
Nu lød det igen, men denne gang var det nærmest en tuden.
”Det er en ulv,” sagde Agnes. ”Måske er det den, der fulgte efter dig fra skole.”
”Jeg har hørt, at ulvene i virkeligheden er forvandlede vampyrer,” sagde Edvard.
Der blev dødstille omkring bordet. Agnes sparkede ud efter Edvards ben under bordet. Han stønnede. Hun havde ramt præcist, men det var for sent.
”Hvad var det, du sagde?” spurgte moren.
”Ikke andet, end at der er kommet flere ulve på det seneste,” sagde han.
Han kiggede på moren. Hun sagde ikke noget.
”De hærger ude i brokvartererne om natten,” fortsatte han. ”Vægterne finder de blåfrosne lig af ofrene om morgenen, når solen står op!”
”Den slags taler vi ikke om, når vi spiser,” sagde moren strengt.
Edvard tav. Agnes var irriteret på ham.
Det var hans egen skyld. Det var ham, der havde nævnt vampyrer. Den ene ting, man ikke måtte tale om i familien. Sådan var det bare. Alle andre i skolen snakkede om de mange ofre for vampyrer og ulve. Der blev dannet private vagtværn, som patruljerede for at beskytte sig mod angreb. Men hjemme måtte de ikke nævne vampyrer med ét ord.
Edvard diskuterede tit vampyrerne med Agnes. Hun mente, at det bare var overtro og at der måtte findes en videnskabelig forklaring. Men med moren var det anderledes. Hun blev rasende, bare man nævnte ordet vampyr, og Edvard havde ingen anelse om hvorfor.
Den nat sov alle trygt. Ingen hylen vækkede dem af deres søvn, natten forløb tilsyneladende roligt. Men om morgenen, inden Edvard skulle i skole, og mens det stadig var mørkt, blev doktoren tilkaldt. Det var ikke længere et spørgsmål om tid. Marie-Louise var død i løbet af natten.
Ingen af dem vidste, at det kun var begyndelsen på alt det forfærdelige.
© Benni Bødker 2006
