Benni Bdker forfatter

DEN OKKULTE DETEKTIV


Vil du en tur med til Helvede? En rigtig gyser skal ikke bare give dig gåsehud. Den skal også give en krybende fornemmelse af, at verden er anderledes, end du går og tror. At der faktisk er nogen derude. Noget derude. At virkeligheden er en helt anden. At alle de uhyrer og dæmoner, du har hørt om, faktisk findes. Lige rundt om hjørnet.

Derfor synes jeg, at den okkulte eller metafysiske gyser er den fedeste. Netop den slags historie, som den amerikanske forfatter H.P. Lovecraft skrev om i sit berømte essay ”Supernatural Horror in Literature” (1925-27), der gjorde stort indtryk på mig, da jeg læste det første gang.

Sådan en gyser er min nye serie Infernus, der foreløbig er planlagt til fire bind. Alle historier i serien er bygget op om virkelige begivenheder eller autentiske mytologi eller okkultisme. Simon Bukhave har illustreret med fantastiske sort/hvide tegninger, og han er også dykket ned i alt det esoteriske.

Hver af de små vignetter er fx ægte okkulte symboler (et af dem er således angiveligt Lucifers egenhændige segl med underskrift!). Gilles de Rais i den første bog er en notorisk fransk massemorder fra middelalderen (og general for Jeanne d’Aarc såmænd), der legede med det okkulte og hvis slotsruin kan beses den dag i dag i byen Machecoul. Og den myte, som har givet bogen titel, er et klassisk folkesagn om “de taknemmelige døde”, der hjælper intetanende rejsende (og som aldrende hippier vil vide har givet navn til det amerikanske 60’erband Grateful Dead).

Og så er der alle de andre inspirationskilder fra norske black metal-plader til de spøgelsesjæger-historier, som florerede sidst i 1800-tallet. Såvel superdetektiven Sherlock Holmes som spiritisme – altså forsøg på at komme i kontakt med de dødes ånder – var på mode i 1890’erne. Hvad der selvfølgelig skabte en genre, hvor gyseren og krimien blev blandet i fortællinger om såkaldte ”supernatural sleuths”.

Andet bind af Infernus tager udgangspunkt i bersærkerkrigeren Angantyr, der ligger begravet på Samsø, og hans magiske sværd Thyrfing. Og derefter følger varulve og satanister, barghest og den virkelige myte bag Baskervilles hund. Samt i sidste bind et visit hos selveste Lucifer i Helvede …

Leave a Reply

Benni Bdker forfatter
Illustration: Thomas Thorhauge