Benni Bødker forfatter

NATTENS UHYGGELIGE LYDE

Har du nogen sinde prøvet at lytte til en gyserfilm? Altså når man lukker øjnene, fordi det er lige ved at blive alt for farligt – så er det, at den faktisk bliver endnu mere skræmmende! For hvad er mere uhyggeligt, end lyden af slæbende skridt i en korridor, vinden der hyler uden for og en ulv, hvis tuden kommer stadig nærmere og nærmere …

En rigtig gyserhistorie skulle faktisk laves med lyde. Måske er det derfor, sådan nogle historier er så gode til højtlæsning.

Og hvis du ikke lige kan finde en voksen, der tør læse højt af mine vampyrbøger om Nattens Børn, så er der endelig hjælp at hente. Alle fire bøger er nemlig lige kommet som lydbøger. De er ganske vist ikke dramatiseret med lydeffekter og den slags, selv om det kunne være sjovt, men jeg har lige hørt dem, og de er indlæst fremragende af en skuespiller, så man sagtens kan forestille sig resten selv.

Lydbøgerne kan ikke købes, men de fleste biblioteker har dem stående. Og hvis du ikke kan finde dem på hylderne, er der ikke andet at gøre end at sætte din lokale bibliotekar kniven for struben og tvinge hende til at anskaffe dem.

Så lån cd’erne, sæt dig i en lænestol, sluk lyset, tænd for historien – og sørg for at have din mobil i nærheden, hvis det skulle blive alt for skræmmende …

One Response to “NATTENS UHYGGELIGE LYDE”

  1. […] vampyr-bøger, er nu tilstede pÃ¥ nettet pÃ¥ http://www.benniboedker.dk. Der er blandt meget andet godt en novelle, et videoklip med forfatteren og – af interesse for de voksne læsere – et lille udvalg fra […]

Leave a Reply

Benni Bødker forfatter
Illustration: Thomas Thorhauge